Katastrofetanker

Lider du af katastrofetanker?

Tankefeltterapi kan hjælpe dig:

  • Enestående kort behandlingstid (ofte få timer)
  • Dokumenteret succesrate på 90%
  • Ingen bivirkninger og ingen tilbagefald

 

Hvad er katastrofetanker?

Katastrofetanker er det, man kalder en projektiv angstform. Dvs. at man spejler en psykisk angst, der er inde i én, ud i noget andet. Man ser angsten, det farlige, angstfulde, i noget andet, i noget udenfor én selv. Typisk er man bange for uvejr, naturkatastrofer, bange for, at der skal ske éns børn eller nærmeste noget.

I virkeligheden handler denne angstform (som med andre i samme kategori; højdeskræk, flyskræk, sygdomsangst, angst for broer og motorvej m.m.), om en angst for tab af følelsesmæssig kontrol. Det er dét, man i virkeligheden er bange for. Man er bange for at mærke nogle bestemte meget dybereliggende følelser inde i én, for man er bange for, at man ikke kan styre disse følelser, at de skal tage kontrollen fra én, og at man mister kontrollen over sig selv. En dyb angst for at blive sindsyg følger ofte med disse angstformer.

 

Hvorfor får man katastrofetanker?

Bag denne angstform ligger der ofte en traumatisering, nogle dybe og voldsomme oplevelser, ofte i vores tidlige historie. Måske har man oplevet, at det var meget voldsomt derhjemme, at far og mor skændtes og sloges, og at man skulle gemme sig og samtidig passe på ens små søskende (som en klient med katastrofetanker fra min egen praksis havde oplevet i en alder af seks).

Denne byrde, både at opleve at éns far og mor slås og samtidig bære ansvaret for mindre søskende, er alt for stort et pres for et barns psyke. Man overlever ved at fortrænge, gennem kontrol, ved at tage sig sammen og blive efterstræbe en perfekthed udadtil. Ved at præstere. Det var jo det, man skulle som barn. Man skulle virkelig være i kontrol for at overleve. At præstere og kontrollere bliver éns overlevelsesstrategi.

 

Denne overlevelsesstrategi vokser man op med og sammen med. Det bliver til en del af éns psykiske “set up”, en del af den man er. Man glemmer, hvorfor det var sådan, og hvorfor man blev sådan. Men angsten, den dybe og tidlige angst, styrer én og ens liv. Hvis dette pres bliver for stort, kan det udløse decideret katastrofetanker og katastrofeangst.