Mette Mejer, 36 år
Jeg er 37 år, har 2 dejlige drenge, mand og et gammelt hus, vi har brugt en del penge, energi og år på at få gjort hyggeligt. Min barndom har været helt almindelig med en 7 år yngre lillesøster – så jeg har vel nærmest været enebarn og snotforkælet i 7 år, far og mor, en masse venner og veninder, tja helt almindeligt liv. Min mor og jeg har altid haft samme temperament og hidsighed og er som de fleste andre bestemt ikke altid enige om tingene. Jeg har altid set mig selv som en stærk pige, som kunne opnå alt og ikke var én, man lige kunne vælte omkuld psykisk. Men pludselig vendte min verden. Jeg blev usikker, angst og meget trist. Det var ikke en side af mig selv, jeg kendte særlig godt, men en side jeg var nødt til at tage alvorligt, og som skræmte mig fra vid og sans. Det skulle tage mig 2 år, før jeg fandt den rigtige behandling! Det et startede en sommerdag, da det for alvor gik op for mig, at min mor var meget syg, og at hendes gigt gennem mange år var ved at fortære hendes organer. Hun fik gigt, da hun blev gravid. Så hun fik mig og gigten. Da den har været en del af hendes liv, alt mens jeg har været det, havde tanken om, at den ville slå hende ihjel til sidst, aldrig for alvor strejfet mig. Netop derfor på vej hjem i bilen efter et kaffebesøg hos min mor – med min 5-årige søn ved min side, kom det som en grim overraskelse, at jeg pludselig ikke kunne få luft. Jeg panikkede så voldsomt, at jeg var så sikker på, at om lidt skulle jeg dø. Ikke nogen rar fornemmelse og slet ikke med ansvaret for en lille dreng, der spurgte sin mor, om hun var dårlig. Den dag vandt angsten. Vi var på vej til lægen, min søn skulle til 5 års undersøgelse, og i stedet blev det mig, der endte på lægens briks. Jeg havde ”bare” fået et panikangstanfald, og det ville sikkert ikke ske igen. Det gjorde det dog og rigtig mange gange endda. Jeg kom ind i en periode, hvor alt blev farligt. Jeg ville helst ikke køre bil, for det var jo dér, ubehaget kom første gang. Næste gang var i et supermarked, så ergo kunne jeg jo ikke handle ind, for tænk hvis jeg stod dér midt i køen og fik det skidt! Så blev det ubehageligt at gå på arbejde. Jeg var heller ikke glad for at besøge venner og veninder, de forstod jo ikke, hvad det handlede om. Jo, der var lykkepillen, der måske ville kunne give mig mit gamle liv tilbage, men nej, ingen piller, der skulle styre mig, så hellere angsten. Jeg ved ikke, hvorfor jeg valgte angsten frem for pillen, men i dag er jeg glad for mit valg! Efter 2 måneders sygeorlov, psykoterapeutisk hjælp og meget andet kom jeg tilbage på min arbejdsplads, men angsten ville ikke slippe sit tag i mig. Måske kunne jeg heller ikke slippe angsten – den var der i hvert fald som en tro følgesvend. Jeg levede alligevel et rimeligt normalt liv, men med en masse begrænsninger. Jeg var på ingen måde fri og glad, som jeg plejede at være. Min interesse for det alternative blev større og større, og jeg opsøgte en clairvoyant et par gange. Det skulle blive nøglen til en lykkelig fremtid. Hun gav mig navn og adresse på en tankefeltterapeut, hun bestemt mente ville kunne hjælpe mig. Jeg ringede dagen efter og fik en tid. En veninde kørte mig derud. Jeg kom ind, blev sat på en stol og så gik vi i gang, mig og så hende tankefeltterapeuten, Elisabeth. Det var ikke så meget, hun skulle vide om mig, bare have mig til at fornemme angstsituationen fra bilen igen og beskrive, hvor slemt jeg syntes, den var. Så bankede hun mig blidt i ansigtet. Langsomt forsvandt angsten. Man skulle tro, det var løgn. Efter to års prøvelser, to år med konstante begrænsninger – det virkede bare for nemt. Men det skete virkelig, og efter ”bilangsten” tog vi socialangsten og i løbet af de 5 gange, jeg besøgte hende, nåede vi rigtig langt rundt i alle krogene af min angst. For første gang i over to år følte jeg mig fri igen. Fri til at overskue mit liv, give mine børn fuld opmærksomhed og omsorg, fri til at besøge venner igen – bare fri til at være mig igen. Jeg tror på, at alle vores oplevelser lagres et sted i kroppen. I hvert fald fik jeg “banket” noget af den negative energi ud af kroppen og kan nu leve et herligt liv igen med mulighed for at give mine omgivelser det bedste af mig uden først af skulle mærke efter, om der er noget, jeg er angst for. Jeg har læst en del omkring tankefeltterapi efter mit besøg hos Elisabeth og umiddelbart kan det hjælpe mod meget andet end panikangst. Jeg vil varmt anbefale alle, der måtte have små eller store problemer at prøve det. Vil du også have hjælp? Kontakt mig her →