Vi lider alle af negative følelser. Nogle er blot mere i kontakt med dem end andre. Sådan er det, fordi nogle er mere følsomme end andre. For nogle af os, ligger følelserne, både de gode og dårlige lige under huden. Vi er i kontakt med vores følelser, og dermed os selv, hele tiden. Andre er mere “tykhudede”, og slet ikke i kontakt med deres følelser. Man siger at de er mentale eller “oppe i deres hoveder”. Det vil sige, at de tænker deres følelser, fremfor at mærke dem.

​Vi er ikke født med negative følelser. De kommer et sted fra. Det er heller ikke noget vi finder på, at have det skidt. Vi kan jo mærke at sådan er virkeligheden. Vi har det skidt med vores kæreste, med vores børn, med vores kollegaer, vi bliver sure på buschaufføren, på kassedamen, på vores hund, og mest af alt, på os selv. Vi er fyldt med selvbebrejdelse, selvkritik, uformådenheder, utilstrækkeligheder, mindreværd, forkerthed, følelser af ensomhed, fortabthed, forladthed, angst for de andres vurdering og fordømmelse, for hvad de andre tænker om os, og vi sammenligner os i én uendelighed. På bunden ad os selv har vi det elendigt. Vi lider. Hvorfor er det sådan?

​Det er sådan, fordi vi allesammen da vi var små, skulle tilpasse os far og mor for at få deres kærlighed og anerkendelse. Vi blev til dét far og mor gerne ville have, søde, artige, pæne, velopdragne, ordentlige, dygtige, pligtopfyldende. Men det skaber også en dyb mistillid og en dyb paranoia. Vi tror andre vil os det dårligt. Det har vi jo lært. Vi har lært vi ikke må være os selv, at vi skal være noget andet end os selv, at vi skal lave os som, præstere. Det sidder så dybt, så dybt, og er slet ikke noget vi tænker over. Mange af os er ikke engang i kontakt med de dybere følelser, dem har vi lukket af til, for at beskytte os selv mod den oprindelige smerte. I stedet for er vi blevet mistillidsfulde og mistroiske. Det er det samme som paranoide. Vi stoler ikke på verden, og på livet, og vi tror ikke på andre mennesker. Samtidig afstedkommer vores spaltning (mellem det øgte og det uægte selv), en stor skyldfølelse og vrede, et dybt raseri og had.

​Hele denne historie og omstændighederne omkring den, danner grundlag for vores adfærdsmønster. Det er vores blueprint, det der definerer vores måde at færdes i livet på, vores måde at indgå i relationer til andre på, resten af livet. Ubevidst naturligvis. Vi kan jo ikke huske, og har tit ingen egentlig bevidsthed om, hvorfor vi er blevet til dem vi er. Men vi er styret vores fortid, også som voksne. Vi styrers (ubevidst naturligvis), af alle de følelser vi oplevede som børn. Dem har vi stadigvæk. Det er derfor vi er så sure på livet og på hinanden, så ensomme og separerede. Roden til alle lidelser, angstlidelser, depressioner, stress mm, ligger meget ofte i denne tidlige spaltning. Vi laver en spaltning til vores ægte jeg, til os selv, og det giver en dyb meningsløshed og en dyb uforbundethed. Det giver en dyb uforbundethed til andre og til livet, men det handler om den oprindelige spaltning til os selv. Når vi ikke er i dyb kontakt med os selv, kan vi heller ikke være det til andre. Og så bliver livet jo for alvor deprimerende. Angsten kommer fordi, vi har lært at vi hele tiden skal være på vagt og passe på. Passe på ikke at være os selv.

Vi skal hele tiden sørge for at opføre os ordentligt, være søde, gøre som de andre vil have, stå til rådighed, please, leve op til andres forventninger. Alt dette for at de andre skal kunne lide os, for at blive rost og få anerkendelse, for at føle at vi er ok, og selvfølgelig af angst for at blive afviste og miste, og dermed mærke ensomheden og forladtheden. Men fordi disse følelser er så forbudte, er de dybt fortrængte hos de fleste. Med mindre de ligger lige i overfladen, som en vrede og aggression mod alt og alle. Alle negative følelse kan behandles med tankefeltterapi. Når det sker forsvinder følelserne. Det er sådan noget man kan nærke direkte under behandlingen, når vi går i gang, at følelserne forsvinder. Fra gang til gang over et forløb på fem gange, bliver følelserne. Indre og mindre. Tilsidst er de væk. Over et forløb på fem gange, ser man således at halvfems procent er symptomfrie, dvs ude af den række af føle,ser de komfort at blive behandlet for.