Pernille Sofie Andersen, 22 år
”Jeg begyndte at lukke mig inde i mig selv. Følte mig underlig, nervøs og akavet sammen med andre mennesker. Mine hænder rystede, og jeg skammede mig over mig selv. Jeg var sikker på, at andre kunne se, at jeg var helt forkert. Hvis Elisabeth ikke havde været der, ved jeg ikke, hvad der var blevet af mig… Min angst blev stærk, da jeg skulle på højskoleophold. Jeg havde ellers glædet mig meget. Alligevel endte det med, at jeg isolerede mig på værelset, for jeg kunne slet ikke rumme alle de nye mennesker og den nye hverdag. Også hjemme blev det værre. Jeg gik fra fester uden et ord og afskar mig fra andre – også gamle venner. Jeg var dødsensangst, havde ingen selvtillid og kunne slet ikke få hverdagen til at hænge sammen længere. Behandlere var der masser af, men ingen af dem kunne hjælpe mig. Og jeg vidste jo heller ikke, hvorfor jeg blev angst. Min barndom har været tryg og god. Alligevel fik jeg det bare værre og værre. Så hørte jeg om Elisabeth gennem en kammerat. Selvfølgelig var jeg skeptisk, men allerede efter anden behandling havde jeg det bedre. Jeg følte mig ikke længere hæmmet, men begyndte at føle glæde igen. For mig betød det en verden til forskel. Nu føler jeg mig ikke forkert i forhold til andre. Jeg føler mig glad igen. Og det er det vigtigste.” Vil du også have hjælp? Kontakt mig her →