Hvad er præsentationsangst?

Præsentationangst er forbundet med præstationsangst, eksamensangst og social angst og opleves specielt i præstations- eller præsentationssammenhænge. Dvs. i situationer, hvor man skal præsentere eller fremlægge noget foran nogle. Det kan være på arbejde, hvor man skal præsentere et produkt eller et emne eller et møde, hvor man skal fremlægge en sag.

Det kan også være i studierelaterede kontekster, hvor man skal fremlægge foran klassen, eller til en decideret eksamen, hvor man skal testes på sin viden. Men præsentationsangst, kan også bare være det at skulle fremføre et synspunkt ved en social sammenkomst, ved et selskab eller sammen med venner og familie. I det hele taget kan dét at “være på”, dvs. i fokus, være et stort problem for folk, der lider af præsentationsangst.

Præsentationsangst er, ligesom andre angstformer, en sammensat lidelse. Dvs. at den består af en række forskellige følelser og symptomer, der tilsammen udgør angstreaktionen. Det kan være følelser som mindreværd, følelsen af utilstrækkelighed, en frygt for ikke at gøre det godt nok, frygten for de andres vurdering og fordømmelse, og frygten for at de kan se, man har angst. Der kan også være følelser af skam, pinlighed og flovhed. En følelse af, at man er eksponeret og udstillet, med alle de svære følelser. En typisk præsentationssituation, er “runden”, den kender vi nok allesammen, hvor man ængsteligt sidder og venter på at det bliver ens tur. Faktisk er det lige netop den situation, der hos flest mennesker fremkalder angst.

Hvorfor får man præsentationsangst?

At man overhovedet reagerer med angst i tilsyneladende ufarlige og uskyldige situationer, har at gøre med ting fra vores fortid, fra vores opvækst, vores far/mor-relation og er derfor dybt indlejret i vores psykiske og følelsesmæssige reaktionsmønstre.

Noget i os tror, at disse situationer er farlige. At vi skal prøves af, at vi som personer skal testes. At vi skal vurderes. Sandsynligvis, fordi vi på et tidspunkt, eller derhjemme som små, oplevede, at vi blev set og anerkendt for det, vi gjorde, og ikke som dem, vi var. Noget i os tror stadig som voksne, at vi bliver vurderet som personer, gode eller ikke gode nok, på disse præstationer. Derfor reagerer vi med angst i disse, grundlæggende ufarlige, situationer.