Tegn på lavt selvværd hos unge og voksne

Lavt selvværd (mindreværd) er følelsen af ikke at være lige så god som de andre. Det er følelsen af utilstrækkelighed, uformåenhed og ofte forkerthed. Man føler sig ubehageligt til mode sammen med andre, hvad enten det er i skolen eller på jobbet, man ved ofte ikke rigtig, hvad man skal sige, og man vurderer konstant sig selv, føler sig dum og er bange for, at de andre tænker det samme. Man sammenligner sig og synes, at de andre er klogere, bedre, dygtigere, mere spændende og interessante. Sådan er det at have følelser af lavt selvværd eller mindreværdskomplekser. Følelser af lavt selvværd afstedkommer en lang række andre følelser og kan udvikle sig til egentlige lidelser. Fordi man bærer rundt på en dyb følelse af ikke at være god nok, er man samtidig bange for ikke at gøre det godt nok. Man er bange for ikke at slå til på ens arbejde, man er bange for, hvad de andre tænker, og man er bange for at blive fordømt, så derfor bliver man meget fokuseret på, at alt, hvad man laver, skal være perfekt. Det bliver det selvfølgelig aldrig. Alting kan jo altid blive bedre. Man bliver perfektionist for på den måde at undgå at mærke sit lave selvværd og utilstrækkelighed. Der er aldrig noget, der er godt nok, specielt ikke én selv, for den mindreværdige. Derfor er disse mennesker altid i farezonen for at udvikle stress, eksamensangst, præstationsangst, social angst, depressioner o.l.

​Følelserne er ikke noget, man bliver født med. Det sker i en socialiseringsproces. Dvs. det er noget, man udvikler som en del af éns opvækstsforhold og gennem de helt tidlige relationer i éns liv, meget ofte igennem forhold til vores forældre. Bliver vi set og mødt, som dem vi er, eller skal vi præstere for at være gode nok og få anerkendelse og kærlighed? Skal vi lave om på os selv? Det skal langt de fleste af os.

​Vi skal opføre os pænt, vi skal være søde og artige, ikke uterlige, vrede, rasende eller alt for glædesfyldte og begejstrede. Kort sagt – vi skal tilpasse os. Vi skal præstere i form af at være noget andet end det og dén, vi egentlig er. Vi skal lave om på os selv. Denne proces foregår hos stort set os alle, og i stort set alle hjem skabes lavt selvværd. Derfor ser man også, at langt, langt de fleste mennesker har et dybt lavt selvværd. Det er blot ikke alle, der er i kontakt med det. Til møder og ved fremlæggelser er det angsten for, hvad de andre tænker om én, hvis man bliver rød i hoveder eller ryster på stemmen, der ofte fylder mest. Det er tabet af værdighed, flovheden, det ikke at have ”styr på sig selv”. Man vil gerne fremstå med en vis troværdighed og myndighed, hvis man skal dele ud af sin viden foran mange mennesker, og dette billede kompromitteres, hvis man har angst.