Årsager til mindreværd hos børn, unge og voksne

Stort set alle mennesker har følelser af mindreværd, hvad enten de er i kontakt med det eller ej. Mindreværd er en tidlig følelsesmæssig struktur, der dannes allerede, mens vi er små. Egentlig grundlægges mindreværdet i tilpasningsfasen i to-treårsalderen, hvor barnet begynder at få en selvstændig “jeg-oplevelse”, og derfor også begynder at blive bevidst om, hvad mor/far godt kan lide, og hvad de ikke bryder sig om. Barnet bliver typisk rost og holdt af, får opmærksomhed og

anerkendelse, når det er sødt og opfører sig pænt, og skæld ud eller irettesat, når det fylder for meget, er for aggressivt eller for begejstret. Barnet lærer, at det er holdt af, når det er på en bestemt måde, men afvist, når det er på en anden måde.

​Barnet spalter de negative uønskede og uelskede sider fra og bliver herved falsk. Det opbygger et uægte jeg, fordi det har tilpasset sig fars og mors behov. Dette sker for stort set alle mennesker. Heri ligger selve mindreværdet. Vi var nødt til at blive falske for at få vores forældres kærlighed, vi blev ikke mødt og set og elsket, som vi var. Mindreværdet kommer altså af en dybereliggende uelskethedsfølelse.

Hvad medfører mindreværd?

Mindreværd og utilstrækkelighedsfølelser skaber et stort behov for anerkendelse i os, et stort behov for at præstere (og derfor en frygt for ikke at kunne præstere) og bevise, at vi er gode nok, en stor frygt og bekymring for, hvad andre tænker om os, en konstant sammenligning med andre (enten mere end eller mindre end, men sjældent i ligeværd), veludviklet “pleaser-gen”, fordi man er afhængig af, at de andre synes, man er flink. Vi har en konstant indre dialog med os selv om os selv og vores formåen, der som oftest resulterer i selvbebrejdelse og selvhad. Mange med mindreværd mærker ensomhed og forladthed og derfor også ulykkelighed og sorg. Man er jo blevet forladt i og med, at man har forladt sig selv og er blevet falsk.

Hvordan opleves mindreværd?

Alle disse følelser og følelsesmæssige tilbøjeligheder udspringer af lavt selvværd og uelskethed. Derfor er det også meget ofte tidlige følelser, følelser vi er blevet præget af og med tidligt i vores opvækst. Fordi følelserne ligger så tidligt, er mange mennesker tildels ubevidste omkring dem. Man har lært at leve med “at sådan er jeg”. Man har lært at overleve gennem at fortrænge, og mange adfærdsmønstre er ubevidste. Vi ved ikke, hvorfor vi gør, som vi gør. Det gør vi bare, og vi har glemt hvorfor. Vi opdager først grundlaget for vores adfærdsmønster (som er tillært) i det øjeblik, det begynder at skabe problemer for os, fx hvis vi bliver ramt af stress, angst eller andre ting, der tvinger os til at kigge i dybden. Eller når vi ønsker at bryde en bestemt adfærd og opdager, hvor svært det er.

Det er netop svært, fordi et adfærdsmønster ofte udvikles på baggrund af en smerte, man ønsker at beskytte. Det kan være en følelse af uelskethed og en deraf kommende angst for afvisning. Denne angst skaber et stort behov for anerkendelse, en afhængighed af, at de andre synes, man er dygtig eller succesfuld på forskellig vis.

​Så man præsterer, knokler, kæmper for at høste anerkendelse, ros, oplevelsen af succes. Det ulykkelige er, at man aldrig bliver mæt. Nedenunder dette gemmer sig nemlig det sultne og ulykkelige barn, der aldrig bliver ægte set og ægte mødt, dvs. mødt på følelserne af afvisthed, uelskethed, forladthed og derfor forbliver ulykkeligt. Dét, der skal til for, at vi kan komme ud af vores mindreværd, er, at vi træder ud af vores adfærdsmønster, vågner op i, hvorfor vi handler, som vi gør, at vi tør mærke ind i det, der ligger nedenunder og mærke vores sorg. Samt alle de andre ting, den oprindelige forladthed har gjort ved os. Herfra kan vi komme ud af vores (negative) adfærdsmønster og derfor også vores mindreværd.