Hvad er sygdomsangst?

Sygdomsangst er noget, man får, når en følelsesmæssig belastning bliver alt, alt for stor. Sygdomsangsten slår typisk ud i forbindelse med dødsfald eller længerevarende sygdomsforløb af nærtstående, men selve belastningen finder sted lang tid før. Der er tale om en negativ og massiv langtidspåvirkning, der belaster psyken så meget, at den på et tidspunkt flyder over og bliver så presset, at man får angst. Sygdomsangst hos børn ses også ganske hyppigt. Ligeledes kan sygdomsangst udløses i anfald. Man kan for eksempel have angst for at få kræft, eller angsten kan udløses ved smerter.

​Typisk er det negative adfærdsmønstre (overlevelsesstrategier), der lægger et alt for stort pres på éns følelsesliv, så man udvikler sygdomsangst. Et typisk eksempel fra min egen praksis kan være, at man gennem hele livet har taget ansvar for alle andres (familiemedlemmer, far og mor, søskendes) velbefindende. Når man tager ansvar for de andre, står man til rådighed. Dvs. at alle ens handlinger og måde at være til stede i relationer på, ikke bare hjemme, men også uden for hjemmet, er rettet imod, hvordan alle de andre har det. Når andre har det godt, har man det selv godt. Tror man.

Med dette adfærdsmønster kan man derfor ikke tillade sig at lytte til ens egne grænser og sige fra. Man er konstant på arbejde og overarbejde og lytter hele tiden til andre i stedet for at lytte til sig selv (klassisk antenne-barns problematik). På et eller andet tidspunkt bliver denne adfærd for belastende. Man er på arbejde 24/7, og det er der ingen, der kan holde til i længden. Derfor sker der på et tidspunkt et sammenbrud, og man får angst.

Jeg har sygdomsangst

Hvad er det så, der gør, at man udvikler et angstfremmende adfærdsmønster? Først og fremmest at man på et tidligt tidspunkt har oplevet, at det var nødvendigt for ens egen psykiske overlevelse. Hvis barnet oplever, at far og mor ikke kan passe på sig selv, enten fordi de er alkoholiserede, psykisk syge eller fraværende. Har man oplevet tab eller mistet, kan man blive så angst for, at det sker igen, eller ens skyldfølelse kan være så stor, at barnet beskytter sig mod smerten ved at sørge for, at de andre har det godt. Et andet set up kan være, at man har selvværd placeret i at tage ansvar for de andre. Det kan være en måde at styre éns omgivelser på. Det vil meget ofte være en adfærd, der bygger på kontrol, som selvværdsregulerende.