Fysiske tegn på skolevægring

Når der ikke bliver taget hånd om de negative følelser, så blir de til fysiske symptomer. Og oftest er det hvad der sker, når et barn udvikler skolevægring. Det starter med svære følelser, barnet måske har svært ved at sætte ord på og ikke giver udtryk for. Og så bliver det til ondt i maven, i hovet, kvalme og opkast. Mange børn med skolevægring reagerer både følelsesmæssigt og fysisk. Kroppen reagerer, når det følelsesmæssige pres bliver for stort. Disse symptomer er barnets måde at signalere, at noget ikke fungerer. 

Fysiske symptomer:

• Mavepine eller kvalme før skole
• Hovedpine eller ondt i kroppen
• Gråd eller stærke følelsesreaktioner
• Vrede eller modstand mod at komme afsted
• Nervøsitet og uro
• Koncentrationsbesvær
• Tilbagetrækning fra venner og aktiviteter

Ofte bliver skolevægring og mistrivsel først opdaget, når det har udviklet sig til fysiske symptomer. Det er her det bliver tydeligt at der er noget galt. Barnet har måske modstand om morgenen, har svært ved at komme ud af døren, måske bliver det aggressivt og udadreagerende, måske reagerer det med mavepine, ondt i halsen, ondt i hovedet – eller bare ondt.

Hvis der er tale om gentagne smerter, så er barnet sandsynligvis ikke regulært sygt, men reagerer på en situation det ikke bryder sig om. Det handler ikke om ondt i maven, men om det der gør, at man har ondt i maven. Det kan være en hjælp for barnet, hvis man som voksen indtager en lyttende og nysgerrig holdning til barnets udfordringer – også selvom man skal videre på arbejde og situationen er stressende.

Psykiske symptomer på Skolevægring:

Angst:

Rigtig mange børn lider af angst i det skjulte. Der findes mange angstformer, men fælles for dem er, at de både har et fysisk, kropsligt, og et psykisk, følelsesmæssigt, udtryk.

De fysiske er typisk ondt i maven, kvalme, uro, ondt i hovedet. De psykiske er bla. ked af det hed og gråd, vrede, aggressioner, koncentrationsbesvær, utilstrækkelighed, mindreværd, forventningspres, usikkerhed, ængstelse, magtesløshed, uoverskuelighed, manglende overskud.

Barnet kan udvikle forskellige former for angst. Det kan være panikangst, generaliseret angst, præstationsangst, separationsangst, social angst, som er nogle af de mest typiske. Nedenfor uddybes nogle af dem.

Sådan udvikler man angst:

Barnet vil altid forsøge at leve op til det billede forældrene har af barnet. På den måde bliver barnet ikke altid set som det er, men som et glansbillede. Dette mærker barnet både instinktivt og gennem forældrenes adfærd overfor deres barn.

Som forældre vil vi gerne at vores børn passer ind og er velfungerende. Idét barnet har et iboende ønske om at samarbejde, forsøger det at leve op til forældrenes forventninger.

Barnet går fra at være naturligt med naturlige følelser, til at udvikle et falsk selvbillede. Sådan starter angst. Altid i hjemmet og altid i vores opvækst.

Ovenstående er blot et typisk eksempel på hvordan angst udvikler sig. Der kan være mange andre scenarier. For ikke at tale om deciderede diagnoser, som yderligere komplicerer det samlede sygdomsbillede og de involverede processer.

Angst kan behandles effektivt hos mig med tankefeltterapi. Læs mere her

Separationsangst:

Separationsangst er en angstlidelse i sig selv, men kan vel indgå i en skolevægring. Der kan være mange årsager til at et barn oplever separationsangst.

Dels kan barnet være bange for at miste en forælder og føler ubevidst at det skal passe på ham eller hende. Det kan kun ske, hvis de er sammen altid. Ethvert fravær vil fremkalde angst.

Det kan ske, hvis man oplever skolen som et utrygt sted, hvor man ikke føler sig hjemme eller hvor skoleopgaver og undervisningen er overvældende, uoverskuelig eller ganske enkelt ikke siger én noget. At gå i skole er jo ikke noget et barn selv vælger. Det er en tvang og en pligt.

Der kan være diagnoser der gør det vanskeligt for barnet at forholde sig til og indordne sig under de betingelser skolesystemet kræver af os.

Vi skal være sociale, vi skal kunne lide at være sammen med andre, vi skal lære at være sammen med folk vi ikke nødvendigvis kan lide eller som har andre værdier end os, og som gør ting på en helt anden måde.

Vi skal kunne en hel masse, vi skal være pligtopfyldende, leve op til, lave lektier, lærer nye ting vi ikke har interesse for, osv. Ingen har nogensinde spurgt os om vi gad eller havde lyst, det ligger bare som en usynlig forventning at det er noget vi skal.

Alt dette, som vi som voksne tager for givet, er noget barnet bare gør fordi det forventes. Det skaber et ubevidst og usynligt pres, der kan udvikle sig til uforudsete problemtillinger.

Tankefeltterapi kan behandle separationsangst på kort tid og er særlig velegnet til børn. Se her

Udenfor fællesskabet

Mange børn føler sig ikke som en del af fællesskabet. Enten fordi de oplever problemer på hjemmefronten, de tager med sig i skolen og som påvirker deres generelle trivsel. Eller fordi de oplever at de ikke har venner.

Man kan have svært ved at lave tilknytning og har måske en indre følelse af at være anderledes. Direkte drillerier og mobning er selvfølgelig en hel reel årsag.

Men man kan sagtens føle sig udenfor, uden egentlig at være det. Det handler om hvordan barnet oplever sig selv i fællesskabet.

Typisk vil det være en oplevelse man har med hjemmefra. Er man en del af familien derhjemme eller kommer man fra en familie med mistrivsel og dysfunktioner.

Kommer man fra en familie med social-psykiske udfordringer, gentager man éns rolle herfra, i sociale sammenhænge også udenfor hjemmet.

Mindreværd

Et barn der er sygt eller som ikke trives, vil opleve sig selv som forkert, føle mindreværd eller udvikle lavt selvværd.

Det kan både være en udslagsgivende følelse, men vil under alle omstændigheder være en årsagsgivende følelse. Være en del af årsagen til mistrivsel i skolen.

Barnet, der i forvejen oplever sig selv som centrum for en kompleks sag, der involverer mange fagpersoner og professionelle, vil føle sig yderligere problematiseret.

Nu vil presset på de svære følelser som utilstrækkelighed, mindreværd, uformåenhed, af ikke at slå til, at være mislykket, af ikke at passe ind og være besværlig og af ikke at kunne finde ud af det, blive yderligere forstærket.

Her kan Tankefeltterapi være løsningen, idét man direkte kan behandle på følelser og fordi de derved hurtigt forsvinder. Læs her

Præstationsangst

Dette er en angstlidelse i sig selv, som selv mange unge og voksne kender til.

Præstationsangst viser sig ikke kun i konkrete præstations- og præsentations samenhænge, men er i høj grad blevet et pres vi også oplever i ganske almindelige hverdags situationer. Når vi hænger ud med vennerne eller sidder og folder os ud i frokostpausen med kollegaerne, skal vi være på, kække, morsomme, interessante, spændende, bedre end.

I skolen kan selve det at sidde i et klasselokale fremkalde præstationsangst, fordi man skal leve op til noget – være dygtig, deltage aktivt, sige noget klogt, række hånden op. Og fordi man bliver vurderet, både fagligt og personligt.

Forventningspres

Der ligger en hel pakke af forventninger til det barn der skal i skole. Det er forventninger vi ikke engang lægger mærke til, fordi det at gå i skole er så indgroet en del af vores kultur og dagligdag.

Forventninger der handler om at man skal passe ind socialt, få nye venner, at man skal klare sig godt, deltage aktivt, indgå i fællesskabet, lave lektier, synes det er spændende – og det er bare de usynlige, dem vi som voksne tager for givet og slet ikke sætter spørgsmålstegn ved.

Så er der de mere synlige, der handler om sociale kodekser og adfærd blandt børn selv. Klikedannelser, sociale medier, tøjstil og udseende, fritidsinteresser osv, der i sig selv lægger et kolossalt pres på børn. Det kommer så oveni.

Usikkerhed

At skulle navigere i et komplekst socialt felt som en skoleklasse, er ikke nogen nem opgave. Det stiller høje krav til tilpasningskunnen, situationsfornemmelse, sociale færdigheder. Man skal kunne rumme et højt niveau af larm, forvirring og kaos og meget omskiftelige rammer.

Er man usikker på sig selv, er man også usikker på omgivelserne. Man er usikker på andre mennesker, både autoriteter og andre skolekammerater. Det forstærker en i forvejen utryg situation. Usikkerheden har man måske med sig hjemmefra, det kan være en del af éns personlighed, men et barn der har skolevægring, vil i høj grad være et barn der føler usikkerhed, både på sig selv og på omgivelserne.

Nervøsitet

Nervøsitet er ofte en del af en dybere angstproblematik. Det kan komme til udtryk ved at man bider negler, er urolig, rastløs, ryster på stemmen, konstant tapper med den ene fod, har ondt i maven, tankemylder. Hvor vidt det er angst eller nervøsitet er et spørgsmål om grader af ubehag.

Ligeså kan man være nervøs for noget, eksempelvis hvis man skal række hånden op. Hvis der ligger en dybere problemstilling, vil det ofte komme til udtryk som præstationsangst og rumme flere ubehagelige følelser (mindreværd, skam, forkerthed etc). Angst er noget man kan udvikle på baggrund af nervøsitet.

Er man genert og introvert, kan man have større tilbøjelighed til nervøsitet.

Bekymringer

Der vil altid komme bekymringer, når et barn ikke kan overskue en situation. Der vil også altid komme bekymringer, hvis barnet oplever at far og mor er bekymrede for dets situation.

Barnet vil føle sig til besvær og det vil ønske at afhjælpe situationen, for at ”hjælpe” far og mor. Børn er i udgangspunktet usvigeligt loyale og samarbejdende overfor forældre.

Dette kommer nogle gange til udtryk gennem en tillært ”voksenadfærd”, hvor barnet egentlig forsøger at skjule eller undertrykke de virkelige følelser, fordi det ikke vil have at far og mor skal bekymre sig. Under dette, ligger barnets egne overvældende bekymringer.

Tilpasning

Vi tilpasser os i en grad vi slet ikke kan begribe. Det er ikke noget vi sætter spørgsmålstegn ved, for vi anser det som en helt naturlig del af det moderne, ofte sammenbragte, familieliv og professionelle arbejdsliv.

Men for et barn kan det vær én kompleks og uoverskuelig proces at skulle navigere i et socialt og fagligt skolesystem. Det er fyldt med aspekter, det meget unge individ er tvunget til at gå på kompromis med sig selv, for at passe ind og tilpasse sig systemets rammer og betingelser. Man er tvunget sammen med mennesker man ikke selv har valgt, man er tvunget til at være social, man skal sidde ned det meste af tiden, for at nævne et par eksempler.

Tilpasningen kan være virkelig hård ved et barn (ved os alle). Det er en positiv egenskab, men det kan have meget negative konsekvenser. I enhver tilpasning vil man være tvunget til at give afkald på dele af sig selv. Det kan være meget voldsomt for et ungt menneske.

Uro

Uro er en del af angstspekteret og indgår som et klassisk element i stort set alle angstlidelser, depressioner og stress relaterede sygdomme.

Uro opstår når vi undertrykker en følelse, forsøger at presse den tilbage. En følelse vil op og ud og vi prøver at lægge et låg på. Der opstår en friktion og det er denne friktion vi mærker i form af uro (kommer også ofte til udtryk som rastløshed). Det kan for eksempel være vrede vi undertrykker eller en følelse af håbløshed eller opgivenhed (ved depressioner).

Vi forsøger at kontrollere eller forsvarer os mod følelsen, som vi er bange for, ved at fortrænge den. Vi lader som om den ikke er der, for vi ved ikke hvad vi skal stille op med den. På et tidspunkt bliver den til en permanent, kropslig reaktion. En psykosomatisk respons. Derfor er det også et typisk led i en skolevægring.

Mobning

Der kan være helt konkrete årsager til at et barn vægres mod skole konteksten.  Mobning er én af dem. Mobning kan være traumatiserende og give livslange psykiske mén og skal tages absolut alvorligt. Det påvirker vores selvbillede og grundlæggende selvforståelse i ekstrem grad og sætter dybe spor.

Dog er et barn der er genstand for negative sociale oplevelser, ikke altid åbent overfor at give udtryk for dem. Det er fordi barnet ser sig selv som problemet og ofte vil være fyldt med skam og selvkritik. Hvis man har negative oplevelser med sig fra de tidlige år i skolen, kan det påvirke vores evne til at indgå i sociale sammenhænge resten af livet.

Tankefeltterapi kan afhjælpe negative konsekvenser af mobning, kontakt mig her

Depression

En anden konkret årsag, er, at barnet har en depression. En depression kan ligge forud for, men kan også være en konsekvens af, skolevægring (læs mere om depression her).

En depression skal ses i sammenhæng og behandles som sådan. Det vil sige, hvordan er den opstået og hvad er historien bag? Hvad består det underliggende følelsespres af?

En depression vil indebære symptomer som afmægtighed, energiforladthed, uro, manglende livslyst og appetit, man kan ikke overskue hverdagen og man isolerer sig. Svær skyldfølelse, idét man ser sig selv som en byrde for omverdenen, utilstrækkelighed og mindreværd, selvhad. Er det en svær depression kan der komme deciderede selvmordstanker.

Det er vigtigt at søge professionel, faglig hjælp, hvis dette er tilfældet.

Personlighed

Barnets personlighed spiller også en rolle i, hvor tilbøjelig man er til at udvikle skolevægring. Er barnet sensitivt, måske endda ekstra sensitivt, vil tendensen til at udvikle belastninger af den ene og den anden karakter, være større. For barnet vil føle alting meget mere, følelserne vil være stærkere og man vil være mere modtagelig for udefrakommende negative påvirkninger.

Det unge individ vil have markant større risiko for at udvikle angstlidelser og depressioner, for et sensitivt barn føler sig ofte forkert, anderledes og mindreværdigt.

Det ser nemlig at omgivelserne, og dets kammerater, i højere grad lykkedes med ting, der kan være svære for barnet selv. Det kan være at indgå i faglige og sociale fællesskaber, at få lavet lektier, at overholde tidspunkter, overhovedet det at færdes i en forvirrende og kaotisk skolegård, kan udgøre voldsom belastning hvis man er følsom.

Forældet skolesystem

Oveni alt det ovenstående kommer at folkeskolen nok ikke er fuldt med tiden. Folkeskolen ser ud og er indrettet som den var for halvtreds år siden. Den grundlæggende struktur er den samme. Langt størstedelen af undervisning er stadig kateder undervisning, der kræver at børn sidder stille i lange perioder.

Så at det enkelte barn ikke passer ind i den sammenhæng, er måske i ligeså høj grad et systemisk og strukturelt problem. Men systemer er større end individet, og folkeskolen kommer ikke til at forandre sig fra den ene dag til anden. Indtil da er det op til den enkelte selv at tage ansvar for de personlige udfordringer man støder på indenfor disse komplekse rammer